Autumnale ofringer

Med Autumnale ofringer skriver Bo C. Plantin sig ind i den gamle tradition; at beskrive naturens tilsyneladende tilfældige gøren og laden med den stramme haiku-form. 5 stavelser. 7 stavelser. 5 stavelser.

Et træ, der gror i alle retninger. En vind, der skifter side. En farve, der blander sig med andre farver. Måske en lyd af noget ukendt. En lugt af noget velkendt. En smag fanget i luften. Og 7 digte, der forsøger at beskrive det.

Amourøse ofringer

Kærligheden som emne er et veritabelt minefelt for en digter, og går han i gang med det befinder han sig pludselig midt i det. Til højre ligger Trivialitetens miner og venter på at gøre ham og hans værk forglemmelig. Til venstre ligger de Savlende miner og venter på at fedte ordene ind i følelsesporno. Bag digteren ligger Pænhedens miner og venter på at gøre kærligheden kedelig. Og foran ligger Klicheernes miner og venter på at gøre følelserne tomme.

Med Amourøse ofringer har Bo C. Plantin vovet sig ind i minefeltet. 14 Haiku-digte på mobilen.