El Daemon

Da Alex modtager de første sms’er fra sin afdøde ven, Ali, tror han, at det er en dårlig joke. Men det er det ikke. Ali er måske død, men sms’erne blive ved med at komme, og de fortæller om ting, ingen andre kan vide. Ali fortæller, at Alex er i fare. El Daemon er efter ham. El Daemon dræbte Ali. Nu er det Alex’ tur.

Din mobiltelefon bliver aldrig den samme igen efter Steen Langstrups SMS-gyser.

Hytten

Johan er taget i en hytte i Sverige sammen med sine to venner Adam og Martin. Han skriver til sin kæreste Emilie. På en vandretur kommer Adam til skade og begynder at ændre adfærd. Han hævder, at han er blevet bidt af et dyr.

 

Testen

“I morgen går det løs! Jeg er vildt nervøs, men vi kan ikke forberede os mere nu. F! hvor har det været hårdt de sidste måneder! Skæbnen må afgøre resten. Sov godt, ven!”

I Gudrun Østergaards science fiction SMS-novelle, afholder Tryghedsministeriet borgerskabstest for sjette gang. To unge mænd har meldt sig til at tage testen – en test, der kan afgøre deres fremtid.

 

Snapchat julekalender

*Snapchat-julekalenderen er slut*

Følg med i Merete Pryds Helles Snapchat julekalender. Hver dag får du en snap, som er et kapitel i en 24 episoder lang fortælling om kærlighedens forviklinger og glæder. For hvad laver den nissehue i Lærkes seng? Kan Joakim virkelig ikke huske, hvorfor han vågnede op på Ishøj Station søndag morgen? Hvem stillede et juletræ på trappen, da Lærke havde brækket sit ben? Og hvad gør Joakim, når han har ni juletræer på sin skrabekalender og det stadig kun er den 18. december?

Alt du skal gøre er at tilmelde dig  julekalender15 på Snapchat, så kan du følge med. Julekalenderen er gratis, men hvis man er glad for den, kan man altid mobilepaye forfatteren en skærv på 24848808. Gør man det inden den 24., kan man komme med ønsker til sin helt egen slutning på historien.

SMS-julekalender: SMS fra Antboy – Julemandens hjælper

*SMS-julekalenderen er slut*

Det er 1. december, og hele byen er samlet på torvet til æbleskiver og juletræstænding. Men uheldet er ude, og der bliver pludselig brug for Antboy, som denne gang må forsøge at redde en ganske særlig person: Selveste Julemanden! (Baseret på virkelige hændelser.)

En sjov og spændende SMS-julekalender hvor du gennem beskeder på din mobil følger Pelle Nørhmann a.k.a. Antboy.

Julekalenderen varer i 24 dage og starter 1. dec. Du modtager en besked fra Antboy hver dag. Julekalenderen er gratis i samarbejde med Bibliotekerne i Danmark og SMSpress.

De første afsnit
Har du misset de første afsnit af “SMS fra Antboy – Julemandens Hjælper”, så kan du læse dem her til og med den 10. december.

 

Kan du heller ikke sove?

Bianca savner dig. Og hun kan ikke sove. Derfor sender hun SMSer, som får din telefon til at lyse natten op. Beskeder du ikke tør svare på. Bianca skriver som den eks, man ville ønske, man aldrig havde haft.

Bemærk: SMS-novellen varer en hel nat.

Børnelokkeren

Han har holdt øje med hende. Kender hende alt for godt. Og så alligevel ikke. Alt er foregået på afstand. Men nu er tiden kommet, hvor de skal mødes.

I Kirsten Ahlburgs Interaktive SMS-novelle bliver læseren på et tidspunkt stillet over for et valg, der har afgørende indflydelse på hovedpersonens skæbne. Prøv den hvis du tør!

SMS-novellen henvender sig til 10-13-årige.

Jeg er her ikke mere

Vi følger den unge Christina der udsættes for fysisk, psykisk og seksuel vold. SMS-novellen går tæt på Christinas modsatrettede følelser, der indeholder både kærlighed og angst, og giver et lille indblik i hvorfor en voldsramt kvinde har så svært ved at gå. SMS-novellen er samtidig et opråb til at bryde tabuet og hjælpe andre, der befinder sig i voldelige, destruktive kærlighedsrelationer. Dette er en unik mulighed for at komme bag en voldsramt kvindes facade, som vi sjældent bliver indviet i.

Charlotte Skelkjær debuterer som forfatter med Jeg er her ikke mere. SMS-novellen er inspireret af egne oplevelser, samt erfaringer fra mødet med andre voldsramte kvinder på Danner kvindekrisecenter.

I mit ansigt

En kvinde har købt et forløb hos sexplace.dk der garanterer opfyldelse af ”alle dine vådeste drømme”. Endelig får hun en besked.

I mit ansigt er et stykke stærkt erotisk litteratur hvor hovedpersonen, SMILLA1234, ved hjælp af rollespilsudbyderen sexplace.dk udlever sine mest liderlige fantasier – i din telefon.

Skal vi sælge vores land

Angelica Kork er taget til Kulturmøde i Nykøbing Mors, og hun er meget stærkt optaget af det. Hendes mand, Morten, er blevet hjemme på gården, hvor han har travlt med høstarbejdet. Men nu må han i kontakt med hende, der er sket noget meget vigtigt, han har fået en besked fra banken. Ud over deres fælles fremtid indebærer den også – efter hans mening – et kulturelt spørgsmål, der er mere afgørende end hvad som helst de måtte diskutere på Kulturmødet.