Direkte tale til drenge. Små skæve digte om kærlighed og modbydelighed, når drengene styrer, eller mangler styr på deres liv.
SMS-digte i haikustil uden omsvøb. Læs dem og mærk dem, del dem med din klasse.
Bjarne Kim Pedersen skriver også bøger til de store drenge der ikke gider bøger. Om det liv de kender fra dem selv, uden pædagogisk pegefinger.
I Jacob Weinreichs SMS novelle DOMMEDAG møder man en mand på flugt fra et krigshærget Europa. En mand, der ikke blot tænker på sin egen overlevelse – men på hele menneskehedens. For noget frygteligt lurer et sted i horisonten. En trussel af overjordiske dimensioner. Et mareridsscenarie kun få kan forestille sig. En advarsel sendes ud. En advarsel om at DOMMEDAG kan være nært forestående. Spørgsmålet er, om nogen vil lytte.
Bliv taget med ind i en skæbnesvanger historisk fortælling på mobilen, hvor hovedpersonen spiller en helt særlig rolle.
Der er meget vi ikke kan vide! Men alligevel meget der står mellem linjerne… hvorfor skriver hun ikke tilbage og hvad var det, der gjorde ham så vred?
Læs Renée Toft Simonsens ultrakorte SMS-novelle de næste 2 timer på din mobil.
Det er ikke så sært, at de der frygter natten må have nogen at dele mørket med. En poetisk SMS-novelle om de tre personer Ernst, Liane og Hans, og hvordan de gennem drømme og frygt forbindes udi det absurde.
I Jacob Weinreichs SMS novelle BLOD skriver vi det herrens år 1566. Skrevet i månelysets skær beskrives en helt særlig kamp der fandt sted den 27. december for mere end 400 år siden.
Oplev en historisk fortælling på mobilen, hvor hovedpersonen er et af verdens største genier.
Suz står lørdag eftermiddag og venter på en blind date på Nørreport. Han dukker ikke op. I stedet bliver hun hvirvlet ind i en intens flirt, som hun ikke kan overskue konsekvenserne af.
Følg med i en blind date, der ikke helt går som forventet. SMS-novellen varer én dag og er på 50 beskeder.
Med Autumnale ofringer skriver Bo C. Plantin sig ind i den gamle tradition; at beskrive naturens tilsyneladende tilfældige gøren og laden med den stramme haiku-form. 5 stavelser. 7 stavelser. 5 stavelser.
Et træ, der gror i alle retninger. En vind, der skifter side. En farve, der blander sig med andre farver. Måske en lyd af noget ukendt. En lugt af noget velkendt. En smag fanget i luften. Og 7 digte, der forsøger at beskrive det.
Kærligheden som emne er et veritabelt minefelt for en digter, og går han i gang med det befinder han sig pludselig midt i det. Til højre ligger Trivialitetens miner og venter på at gøre ham og hans værk forglemmelig. Til venstre ligger de Savlende miner og venter på at fedte ordene ind i følelsesporno. Bag digteren ligger Pænhedens miner og venter på at gøre kærligheden kedelig. Og foran ligger Klicheernes miner og venter på at gøre følelserne tomme.
Med Amourøse ofringer har Bo C. Plantin vovet sig ind i minefeltet. 14 Haiku-digte på mobilen.
*SMS-digtet er slut*
Alle tjekker hele tiden deres telefon, de læser og skriver beskeder i ét væk, men hvad står der egentlig i de beskeder? SMS-digtet Fredag udspiller sig real time over fem fredage i januar 2014. Digtet undersøger døgnets rytme, fredagens, og ikke mindst det sprog der måske fylder allermest i danskernes daglige kommunikation, flygtigt og fatisk, på grænsen mellem tale og skrift, allestedsnærværende og usynligt: SMS’en.
Kom på højde med NSA, velkommen i overvågningens tidsalder, følg eksperimentet!
Real time SMS-digtet er slut.
Her er han, Hovedpersonen… Men hvem er han egentlig, og kan han være skyldig i mord? I SMS’er og videoer følger vi den mærkværdige mand i byen, i en park, i en bil, på en bænk sammen med gymnastikpigen. Men han slipper hele tiden fra os. Fortællingen slipper hele tiden fra os. Og undervejs er der nogen, der dør.
Hovedpersonen er krimi-poesi, film noir og Jørgen Leth pakket ned i SMS-form og videoer.